1. Høflighed på en plaststol
  2. Untitled Chapter
  3. Bouna Sera

Rejsebrev fra Rom I

Hvorfor godaften er så meget bedre end hej

Rejsebrev fra Rom I
Hvorfor godaften er så meget bedre end hej
Høflighed på en plaststol

Jeg sidder og skriver dette i regnen på en lille overdækket udendørs restaurant i mit nye kantede, farverige, slidte og helt ruinfrie kvarter i Rom – tilfældet og sult har drevet mig herhen og det er ikke noget særligt eller egnet til gastronomiske guider og Instagram. 

Men det er et rigtigt kvarterssted. Alle kender hinanden, snakken bølger livligt mellem bordene og selv om plasticstolene og lysstofrørene ikke lever op til Lady & Vagabonden, så er her mere italiensk end salami.

Pigneto

Pigneto

Et par borde væk sidder Al Pacinos ældre bror med glimtende levende stilkøjne. Hans ene øre er fyldt af en lille sølvgrå høretelefon og aftenens fodboldkamp, mens han adspredt flirter med sin pastabastante bobbede kone, der ikke lader sig besnakke så let.

De er et eller andet. Alle der ankommer til eller forlader restauranten giver hånd og hilser på ægteparret, der nu er ved espresso og filterløse cigaretter.

Pludselig går det op for mig, at det Bon Giorno, jeg blev mødt med i Frutteriaet i eftermiddags er blevet til Bouna Sera

Bouna Sera

Her midt i det fremmede hvor øjne og ører bliver så skarpe og modtagelige sidder jeg og tænker at ”hej” egentlig er lidt fattigt. I hvertfald sådan til enhver lejlighed og alle døgnets 24 timer.

Nu er mørket faldet på, vi er midt i middagen og så siger vi ”Bouna Sera”.

Pigneto

Pigneto

Godaften.

Fordi der er forskel  - på hektiske morgner, dovne eftermiddage og skumringstimen. 

Jeg elsker bevidstheden om, at sproget hele tiden er større. Hvis vi altså gider at gå på opdagelsesrejse og gå og glædes over ord og sætninger, bare fordi de ligger godt på tungen og i øret. Fornemmelsen af, at paletten er nærmest uendelig og ”hvorfor sige slikbutik, når man kan sige konfektureudsalg” som enten Monrad eller Rislund har sagt.

Man burde gå til sproggymnastik hver tirsdag aften. Give sprogøret lige så meget opmærksomhed, som maveballelår, så man huskede at opdage og glædes over mangfoldigheden og fik vedligeholdt lysten til at smage på ordene og prøve dem af.
Også når de engang imellem smager tisgult vingummisprittet som den mærkværdige ananasdigestivo, tjeneren lige har overtalt mig til at prøve.

Fra nu af vil jeg begynde at sige ”Godaften”.